
Smedens rum er et fagligt netværk, der er etableret med henblik på at udforske og udbrede kendskabet til jernalderens håndværk og håndværker. Arbejdet sker med udgangspunkt i det arkæologiske kildemateriale til smedning og smede, hvor vi integrerer kulturhistoriske, teknologiske, økonomiske, sociale og håndværksmæssige aspekter.
Netværket er stiftet den 26. marts 2009 på et møde på Herning Museum og holder fire møder om året. Vi er begyndt en primær kildeindsamling af smedjer og af spor efter smedning i Danmark - og har etableret kontakt til museer med arkæologisk ansvar, arrangeret temadage med feltarkæologisk indhold, og etableret diskussionsfora med studerende og med beslægtede institutioner.
Smedens Rum består af en fast kreds af medlemmer, men søger kontinuert at inddrage relevante personer og institutioner med henblik på at nuancere og udbrede emnet, samt ikke mindst gøre andre, f.eks. studerende opmærksomme på det store og udsagnsrige kildemateriale.